Hvad har sukker og sociale medier tilfælles? De er alle sammen ting, man kan blive afhængige af. Så hvad sker der, hvis vi hiver stikket ud og giver forbud mod sociale medier i 24 timer? Går verden under eller kan vi leve videre uden? Well… Vi har udfordret vores egen Josefine fra Team Happiness til at gå på en 24 timers Social Media Detox. Lige lidt baggrundsviden: Josefine er typen, hvis telefon bimler og bamler non-stop – faktisk så meget, at vi andre nogle gange gemmer hendes telefon for at få fred. Læs med, hvordan Josefines 24 timer gik: 

09:00 – Wish me luck

Jeg har lige opdateret min Facebook med et meget ufrivilligt statement om, at jeg går offline de næste 24 timer. Instagram, Snapchat, Messenger og Facebook er hermed slettet fra jordens overflade (eller rettere sagt; min iPhone) and I already got the FOMO (Fear of Missing Out)

10:27 – Savner små røde tal 

Og her skal det ikke forstås som, når man går i minus på bankkontoen. Jeg har indtil videre kigget på min telefon 9 gange og er hver gang blevet konfronteret med en tom skærm uden mine yndlings-apps på forsiden. De små røde notifikationer, som egentlig plejede at være en stressfaktor, er en mangelvare på nuværende tidspunkt. Og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om det. 

10:46 – 13.. 

Har nu tjekket telefonen 13 gange… 

12:01 – Hallucinationer

Så er der kun 21 timer tilbage. Hold ud.. Jeg har indtil videre kigget forgæves på min telefon 16 gange og hørt diverse fantomlyde forklædt som Facebook og Snapchats ikoniske jingles. How am I gonna survive this? 

15:16 – Koncentration i topform 

Min opgaveliste er næsten tom, og klokken er kun tre om eftermiddagen. Jeg savner stadig de små bling lyde, men det har måske været for det bedre? 

17:00 – Off duty

Jeg har fået lavet alle mine arbejdsopgaver plus det ekstra og blevet færdig før tid. Jeg kan dog mærke en lille stikken og prikken i maven, som fortæller mig, at jeg er gået glip af noget, og nogle har prøvet at få fat i mig. Men, men, de kan jo ringe, hvis det er virkelig vigtigt! 

17:16 – Den asociale metro 

Har I nogensinde kigget jer omkring i metroen uden at sidde på telefonen? Jeg har aldrig selv bidt mærke i det, da jeg altid selv har krydderen plantet i den lille lysende skærm, men nu sidder jeg og kigger mig omkring, og 99% af alle i metroen sidder og kigger ned i deres telefon. Nogle spiller Candy Crush, andre tjekker dagens nyheder på Facebook. Metroen må være knudepunktet for asocial socialitet (detox fra sociale medier gør mig åbenbart til en Gajol pakke).

18:42 – Do it for the Gram 

Første SMS er tikket ind med et billede fra mor i haven med gummirøjser – how old school is that? Det får mig til at tænke på, hvad vi egentlig gjorde inden de sociale medier? Der foregik alt over SMS, MMS og Bluetooth, hvis vi skulle dele billeder med hinanden.. Og alligevel. Nu hvor jeg tænker over det, bruger jeg egentlig også meget af min tid, når jeg skal dokumentere min avocadomad med syltede rødløg og brøndkarse (yes, jeg er den type) for derefter at tilføje diverse GIFs, farvede overskrifter og lokation på min Instagram story. Måske er der ikke den store forskel alligevel.

19:30 – Netflix and networking

Det er gået op for mig, at Netflix aldrig har haft min fulde opmærksomhed, og, taget vores forhold i betragtning, fortjener streamingtjenesten faktisk meget mere end at agere som baggrundsstøj. Det har været en fornøjelse at forstå alt, der sker på skærmen og ikke skulle spole frem og tilbage, fordi man lige missede den éne sætning, der gjorde hele plottet. Min kæreste derimod! Efter én time, hvor jeg hvert andet minut bad ham om at være lidt tilstedeværende og lægge mobilen fra sig, måtte jeg erkende, at jeg selv var lige så slem, når jeg førhen havde telefonen fastlåst i højre hånd. Besked til the new me: Sluk telefonen under filmaftenen; Også min kærestes! 

9:00 – Returning from the dead 

Og jeg er tilbage! Long time, no see, og jeg skal være ærlig at sige, at selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, har jeg virkeligt nydt det. Jeg har fået et par likes, to snapchats og fire beskeder på Messenger, men intet som ikke kunne vente med at blive besvaret indenfor 24 timer. I begyndelsen var det ret angstprovokerende, men jeg kan jo godt se det nu: Den lille, bippende firkant får lov til at fylde liiidt for meget (for mig ihvertfald). Måske man skulle gøre sådan noget her noget oftere – også for andres skyld. Men jeg tænker lige, jeg giver den en uge eller to inden, jeg giver det endnu en omgang.