
Har du været på jagt efter den perfekte foundation? Måske har du styr på det og har haft nemt ved at finde dit match, eller også har du været uheldig og er kommet hjem med en farve som så meget bedre ud i butikken. Lad os få styr på det! Once and for all.
Der findes virkelig mange typer foundations i forskellige farver og konsistenser. Ikke nok med det, så har hvert brand sin egen farve- og nuanceskala. MAC kører f.eks. med koderne “NC” for kold og “NW” for varm og Urban Decay kører stilen med tal, hvor hele tal som “1,2,3” er de varme toner og halve tal som “0,5,1,5,2,5” er de kolde. Så hvor skal man starte, når man går på foundationjagt?
Dagslys
Skal du ud og kigge på en ny foundation, så er mit allerbedste tip at gøre det i dagtimerne, hvor det er lyst udenfor – lyset i butikkerne kan nemt snyde! Tag et lille spejl med dig, prøv en foundation og gå så udenfor og se dig i spejlet. Er det blevet tidligt mørkt eller har du ikke tid til at shoppe i dagtimerne, så bed evt. om en lille prøve, så du kan se farven derhjemme – i dagslys.
Match
Beslut dig for, om din foundation skal matche din hals og bryst, eller til din hudfarve i ansigtet. Der kan nemlig være farveforskel i disse områder. Jeg foretrækker selv, at min foundation og/eller pudder matcher min hals, da jeg synes, at det giver et mere ensartet og naturligt look, men det er jo op til den enkelte.
Undertoner
Vi har forskellige undertoner i huden, og her taler vi om varm, kold eller neutral. Er du i tvivl om din undertone, så kan du kigge lidt på dine blodårer. Er de grønne, blålige eller en blanding af de to?
Grønlige blodårer:
- Din hudtone er varm
- Du bliver nemt gyldenbrun i solen
- Guldsmykker klæder dig bedst
Blålige blodårer:
- Din hudtone er kold
- Du bliver lettere rød eller forbrændt i solen
- Sølvsmykker klæder dig bedst
Blå-grønne blodårer:
- Din hudtone er neutral
- Du kan godt blive lidt rød i solen, men derefter bliver du hurtigt brun
- Du kan bære både sølv- og guldsmykker
Hudtype
En god base er nøglen til en smuk makeup, derfor tænker jeg altid over min hudtype, når jeg vælger en foundation. Har man f.eks. tør hud kan en olieholdig BB cream eller en foundation, som er mere flydende i konsistensen, tilføje ekstra fugt til huden. En olieret hud, som min egen, kan nyde godt af at bruge en pudder eller oliefri-foundation, hvis målet er et mat look. Hvis du har kombineret hud, og kan lide “the glowy” look, kan du med fordel bruge en primer med highlightereffekt og påføre den på huden, eller blande den i din foundation.
Tools – fordele og ulemper
Foundations kan påføres på mange måder. Alt afhængigt af din foundation-type, kan du bruge fingrene, en makeupsvamp, silikonesvamp eller en pensel. Valget af dit tool afhænger bl.a. af den dækkeevne, du ønsker at opnå med din foundation eller pudder. Bruger du f.eks. en pensel, hvor hårene sidder tæt, opnår du lettere en bedre dækkeevne end hvis du bruger en makeupsvamp.
Fingrene
- Fordele – Varmen fra fingrene gør at din foundation blender godt ind i huden og giver en naturlig finish.
- Ulemper – Kan være uhygiejnisk, så husk at vaske hænderne!
Makeupsvamp
- Fordele – Svampen hjælper produktet til at blende godt ind i huden, da produktet “duppes” på huden med svampen og giver derfor en naturlig dækning.
- Ulemper – En svamp suger meget, hvilket betyder at du skal bruge en større mængde af din dyrebare foundation. Derudover skal man huske at rense svampen regelmæssigt, da bakterier trives i fugtige omgivelser.
Husk, en makeupsvamp skal bruges fugtig!
Silikonesvamp
- Fordele – Den suger ikke produktet i sig på samme måde som en makeupsvamp, da den er lavet af silikone. Den er desuden nem at vaske. Brug en mild sæbe, f.eks. babyshampoo, og skyl den under vandhanen til den er ren igen.
- Ulemper – Det kan tage lidt længere tid at opbygge en fuld dækning med en silikonesvamp, da foundationen skal “duppes” på huden.
Pensel
- Fordele – Man kan bruge forskellige pensler til påføring af flydende eller pudderfoundation. Dette gør det nemmere at lægge en makeup når man ude, og så får man heller ikke produktet på fingrene.
- Ulemper – Det kræver lidt øvelse at finde den rette påføringsteknik, så du undgår “streger” i ansigtet.
Jeg håber, I blev klogere og nu kan vælge den helt rigtige foundation!
Kærligst Leyla Kurt, makeupartist
Leave a Reply